Tyskland

Tyskland det 7. største land på det europæiske kontinent. Geografisk vel at mærke. På verdensplan udgør det en 17. plads i forhold til befolkningsstørrelse. Det giver dermed helt sig selv, set med vores øjne, at der er tale om en sværvægter alene på vores europæiske kontinent.

Kaisertid, Weimar og en diktator

Landet er egentlig ret nyt. Den republik vi kender Tyskland som i dag, er teknisk set fra 3. oktober 1990, da DDR ophørte med at eksistere og blev genforenet med Vesttyskland. Men ellers har Tyskland haft forskellige statsformer. Først som nationalstat i 1871, hvor Kejserriget blev udråbt i Versailles med Wilhelm den I. som monark. Derefter med barnebarnet WIlhelm den II. som dog måtte abdicere i kølvandet på nederlaget efter 1. verdenskrig i 1918.

Kaiser Wilhelm II

Herefter blev Weimarrepublikken udråbt i 1919 og eksisterede så kortvarrigt frem til Hitlers magtovertagelse i 1933. Her indledte nazisterne så det 3. rige fra 1933 til nederlaget i 1945, der udelukkede al form for demokrati, og som hurtigt blev et diktatorstyre. Så stod man atter med et ødelagt, demoraliseret og økonomisk knust Tyskland. Derudover en befolkning, som led under de mange krigsår (som resten af de lande, der havde været involveret i de store verdenskrige).

Adolf Hitler

BRD i vest og DDR i øst

De allierede stod med to store bekymringer. Hvordan kunne man genopbygge Tyskland, så landet atter kunne blive selvforsynende? Og hvordan kunne man rent militært bremse Stalins røde hær, mod at trænge længere ind i Vesteuropa? Begge udfordringer krævede, at man kunne afregne med det regime, der havde påvirket tyskernes måde at tænke på, og som prægede hele statsforvaltningen. Der sad altså stadig nazister og kunne gennemsyre systemerne med deres politiske tankegods. Vesttyskland blev opdelt i 3 zoner: den amerikanske, den franske og den engelske. Det samme gjorde den vestlige del af Berlin. De østlige områder inkl. østzonen i Berlin, blev styret af den sovjetiske hær.

Sektorer efter 2. verdenskrig

Parlamentarisme

Efter kort tid fik forbryderne deres straf i Nürnbergprocesserne. Man begyndte, at konstruere et føderalt system, med et parlament i hver delstat og en forbundsregering (lidt en amerikansk model), der ligeledes fik to kamre i toppen af parlamentarismen. Nemlig “Bundestag” (Folketinget) og Bundesrat (Landstinget før afskaffelsen i 1953). På den måde ville de allierede forhindre, at man atter kunne stå med få mennesker, der kunne styre et helt land. Beslutningerne blev inden for mange politiske områder decentraliseret.

Prozess Nürnberg

Afnazificeringen

Efter grundlæggelsen af de to tyske stater i 1949 begyndte der, som nævnt, et oprydnings- og et bearbejdningsarbejde. Politiske partier blev atter opfordret til at stille op til de forskellige embeder. Befolkningen skulle atter “trænes” i, hvad demokrati egentlig er. Tilliden var ikke særlig stor til netop det politiske system. De allierede vidste godt, at der skulle findes personer, der før 2. verdenskrig var blevet sendt i arrest eller var flygtet til udlandet, netop grundet deres politiske overbevisning. Både kommunister, socialister og socialdemokrater, men også flere borgerlige politiker, kunne nu vende hjem. De blev, af de allierede, udpeget til borgmesterposter og ministerpræsidenter for de nye delstater og regioner. Dette lyder ikke særlig demokratisk i dag, men man skulle kickstarte en demokratiseringsproces og afnazificering.

Adenauer valgplakat

Adenauer

En af de politikere, der blev hentet ind til den politiske arena, trods en meget høj alder, var Konrad Adenauer (1876-1967). En personlighed, der fik stor betydning for republikken i Vesttyskland efter grundlæggelsen i 1949 samt den nye identitet, som Tyskland skulle redefinere efter 2 store tabte krige. Man vidste godt, at det handlede om at skabe et stærkt, men fredeligt Tyskland, der nu var grænseland til østblokken. Derudover var det essentielt, at man måtte have gang i de økonomiske hjul. Tyskland måtte atter blive en vigtig handelspartner. Ikke kun i forhold til eksport, men sandelig også import. Alt for at sikre grundlaget for en hurtigere genopbygning af landets byer, fabrikker, infrastruktur og institutioner mm.

“Wirtschaftwunder”

Adenauer var kansler frem til 1963 og sad dermed længere end den preussiske kansler Bismarck, der var en frontfigur i det tyske kejserige fra 1871 til 1918. I sin tid som kansler fik Adenuer skabt grobund for reformer, der skulle effektivisere Tyskland og ikke mindst modernisere staten. Man havde nu en grundlov, og decentraliseringen fungerede ligeledes. Tyskland fik skabt et boom i økonomien, der på tysk hed “Wirtschaftswunder”. Der var mange faktorer, der havde indvirkning på, at økonomien kom i omdrejninger, men møntreformen i 1948 (der gjorde op med Reichmark, og nu hed D-mark) og en effektiv udnyttelse af de fabrikker, der ikke var bombet under krigen, gjorde, at man hurtigt fik et marked, der kunne handle. Derudover fik mange lande, deriblandt også Tyskland, adgang til Marshallplanen, der tildelte både varer og penge pr. indbygger i Vesttyskland og Vestberlin.

50 mark efter 1948

Skiftende kanslere

Tyskland blev atter et velstående land og kunne også begynde at indføre socialøkonomiske tiltag, og der tegnede sig konturer af en ramme for et velfærdssamfund. I 1950´erne fik Adenauer handlet en del krigsfanger hjem fra Sovjet, og en masse familier begyndte at finde en afklaring på, om deres sønner og fædre var omkommet eller sad i fangenskab. Det blev også en af Adenuers store bedrifter.

I en alder af 87 år(!) overdrog Adenauer i 1963 opgaven til Ludwig Erhardt, der ligeledes var fra det konservative CDU. Denne havde været med til at tegne de store linjer i den finansielle politik sammen med Adenauer og tilskrives mange fortjenester for, at Tyskland fik en god og solid start på en mere moderne æra.

Skiftende kanslere, primært fra CDU og SPD, har tegnet en politik, der udenrigspolitisk har gjort Tyskland til en yderst vigtig og ledende partner, når det handler om EU og de øvrige spørgsmål, som har tegnet sig på det europæiske kontinent siden 1949.

Tysk kansler 1982 til 1998

Genforeningen – et tillidsspørgsmål

I 1989 blev det en stresstest for mange lande omkring Tyskland. Hvordan ville man forholde sig til et ønske fra begge tyske stater, om at kunne blive genforenet efter murens og østblokkens fald? Måtte Tyskland blive stort igen? Den daværende kansler Helmut Kohl rejste til Moskva og talte med generalsekretæren for sovjet Mikhail Gorbatajov, for at få dennes accept til, at tyskerne selv måtte finde en løsning. Både øst og vest. Derudover var Kohl i forbindelse med George Bush senior, fra USA, Margaret Thatcher i England og den franske Francois Mitterrand, som alle skulle give deres accept af, at Tyskland kunne blive genforenet. Der var ikke uden gnidninger, men blev, som vi alle er bekendte med, en realitet den 3. oktober 1990.

Gorbatjov og Bush

En ny tid

Nu er det også blevet historie, og selvom vi er mange, som husker de dramatiske dage omkring den 9. november 1989 ret tydeligt, er det alligevel snart 30 år siden! Der er sket meget med det genforenede Tyskland. Mange store projekter er lykkes. Mange drømme gået i opfyldelse og selvfølgelig mange skuffelser skyllet ned. Man skal huske på, at det ikke var alle, både i øst og vest, der så det som en god ide, at der kom en genforening. DDR var for mange en ideel stat at bo i, hvis man levede efter de socialistiske idealer. Der var en vis form for forudsigelighed i hverdagen, og man kendte sit regime.

Et løfte der udeblev

Kansler Kohl lovede “blühende Landschaften” i forbindelse med en tale i 1990, som omhandlede de nye delstater. Det var med afsæt i et billedsprog, der skulle fortælle de nye borgere i landet, at der ville komme en tid med opblomstring og velfærd. Dette udeblev imidlertid i mange egne, og selv 30 år efter kan det synes lidt trist i visse dele af de “nye” delstater.

Mod fremtiden

Tyskland er i dag garant for, at det EU vi kender, forbliver dynamisk og peger i retning af et udvidet samarbejde og sikkerhed. Det er en sværvægter og et meget stort marked – også for danske virksomheder. Vi kan nærmest gå udfra, at der i forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU vil kunne komme mere eksport til vores nabo mod syd.

Derfor er kendskabet til tysk historie, den tyske kultur og det tyske sprog vigtigt. Vi håber, du finder gode og nyttige aha- oplevelser herinde om dette dejlige og betydningsfulde land mod syd.

Tyskland og EU