Erich Honecker, der var sidste leder i DDR i 1989 (Egon Krenz sad ganske vist 50 dage efter ham i samme funktion, men i et land som smuldrede væk), blev født i Saarland i 1912 i Neunkirchen. Han blev allerede tidligt engageret i politik og blev i 1933 nødsaget til at gå under jorden, da det nye styre i Tyskland, under Hitler, ikke tolererede venstreorienterede partier: Dernæst blev han i 1937 anholdt af nazisterne, dømt for flere forhold, som indebar modstand mod nazistyret, og fik 10 års fængsel. Efter krigen stiftede Honecker “FDJ” (Freie Deutsche Jugend), en ungdombevægelse, der var præget af de kommunistiske doktriner. Han blev leder af denne bevægelse frem til 1955 og gik derefter aktivt ind i “SED” (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands), som forblev det eneste parti, der reelt styrede DDR.
I 1955 blev Honecker medlem af det magtfulde politbureau og fik ansvaret for, at der skulle bygges en mur i Berlin samt en sikring af grænsen mellem vest og øst. Dermed fik Honecker også et medansvar for de retninglinjer, som gjaldt nedskydning af diverse personer, der forsøgte at flygte fra øst mod vest – et retsopgør herfor fandt sted efter genforeningen.
I 1971 gik Honecker efter den absolutte magt i DDR og afløste den aldrende Walter Ulbricht. Han blev ny partileder og i 1976 ligeledes statsleder af DDR.
Da Michail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen og indførte mere moderate retningslinjer for østblokken, kunne Honecker ikke rigtig forlade sine mere konservative kommunistiske synspunkter og havde ikke lyst til at give folk mere frihed. Ønsket i østblokken om mere frihed var dog allerede i gang, og det hele kulminerede i efteråret 1989, hvor borgerne i DDR samlede sig og gik i nogle kæmpe demonstrationer, for at kræve mere åbenhed og mere demokrati. Egentlig var kravet ikke, at DDR skulle ophøre med at eksistere, men SED og partitoppen kunne og ville ikke give efter.
Presset blev så stort, at man ved en fejl, tillod at muren åbnedes, og at man sikrede den frie rejse fra øst til vest. I Berlin skabte det tumultagtige scener den 9. november 1989. Honecker håbede til det sidste, at de mange soldater og kampvogne, Sovjetunionen havde i DDR var blevet sat ind for at forhindre det uundgåelige. Men der kom ingen hjælp fra Moskva, og dermed var det tydeligt, at regimet i DDR havde mistet deres støtte fra Gorbatjov.
Honecker blev afsat af det magtfulde politbureau, og Egon Krenz overtog alle hans funktioner. Men ligemeget var det, for DDR ophørte med at eksistere den 3. oktober 1990 og blev forenet med Vesttyskland.
Honecker flygtede med sin familie til Moskva og kunne komme i eksil hos den chilenske ambasade, men vendte tilbage til Berlin i 1992. Her blev han arresteret og indsat i fængslet i Moabit, hvor han skulle stilles til ansvar for de mange menneskeliv, der er blevet slået ihjel ved muren. Den 13. januar forlod han Berlin og fløj til sit selvvalgte eksil i Chile, da sagen mod ham opgivet af humanitære årsager – Honecker døde af leverkræft i 1994.
Skulle man være på kanterne i Neunkirchen, er Erich Honeckers barndomshjem at finde på adressen: Max-Braun-Strasse 26. Byen har – ud over Honeckers underskrift i byens gyldne bog i forbindelse med det eneste store officielle besøg af Honecker i 1987 – ellers ikke markeret deres “berømte” søn andetsteds. Gaden er opkaldt efter den tidligere socialdemokratiske politiker og journalist i Saarland – sikke en ironi, om det havde været en borgerlig politiker.
