For mit vedkommende, årgang ´75, er navnet Kohl ligeså stærk i erindringen som Schlüter, Thatcher eller Reagan. Som ung dreng var jeg meget imponeret over denne kæmpe mand, der ofte tonede frem på tv-skærmen hjemme i det sønderjyske. Jeg forstod ikke rigtig, hvem han var dengang, men han blev ligesom ved med at tone frem år efter år.
Kohl var ministerpræsident i Rheinland-Pfalz fra 1969 til 1976 og havde ambitioner til mere. Den unge historiker kom snart til “Bundestag” i Bonn og overtog rollen som leder af den borgerlige opposition til den siddende kansler Helmut Schmidt. I 1982 måtte Helmut Schmidt rømme pladsen til netop Helmut Kohl, der repræsenterede “CDU” (liste C i Danmark) og dennes koalitionsregering med “FDP” (liste V i Danmark) og sad frem til valget i 1998, hvor han måtte se sig slået af Gerhard Schröder fra “SPD” (Liste A i Danmark). Kohl sad 16 år som kansler!! Derfor var min oplevelse af Kohl som allestedsnærværende i tysk regi, fra jeg var 7 år til jeg var 23 år, heller ikke så underlig. Under hans regeringstid kom der mere ro på finanserne, og Tyskland blev genforenet i 1990. Der kom et fantastisk samarbejde med Francois Mitterand, den franske præsident, og skinnerne til EU og Euroen som valuta var også at tilskrive tiden omkring Kohl – blot for at nævne nogle få, men væsentlige begivenheder i Tyskland.
Der var også nogle alvorlige sten på Kohls vej, dels private og dels politiske. Kontakten til sine sønner blev delvist afbrudt efter, at Hannelore Kohl (hans hustru) tog sit eget liv i en alder af 68 år i 2001. Kohl selv kom i et politisk stormvejr i forbindelse med “Spändenaffäre” (en skandale om partistøtte af personer som Kohl ikke ville røbe navnene på), hvilket fratog ham titlen som æresformand for CDU, og kastede ham ud i en krise med sit eget parti samt hans protegé Angela Merkel, som han aldrig tilgav, for ikke at stå bag ham.
Kohl er i mine øjne et markant minde fra min generation – og holdingen til dennes politik er derfor underordnet. De tidligere kanslere og præsidenter begraves ofte fra Berlins domkirke. Kohl, som den europæer han var, ønskede sig en statsakt i Strassbourg og blev efterfølgende fløjet til sit sidste hvilested i Speyer.
