Den tyske ørn mangler en stabil regering – vi venter på udfaldet

Den tyske ørn mangler en stabil regering – vi venter på udfaldet

Den 24. september 2017 var der valg til den tyske forbundsdag. Det var med stor spænding i hele landet, at der blev set frem til denne dag, da der var 3 grundlæggende spørgsmål, man her fik en indikation på.

  1. Hvor mange mandater ville AfD komme ind i forbundsdagen med?
  2. Ville de liberale -FDP- atter komme ind i forbundsdagen?
  3. Var Merkels tid som kansler forbi, grundet metaltræthed og den store flygtningekrise, der herskede i 2015?

Da prognoserne kom frem på skærmen kl. 18.00, var det et meget interessant billede, der tegnede sig. AfD var kommet ind og endda som det 3. største parti. Det var forventet, at de ville komme ind, og i 2016 blev partiet spået over 14 procent af stemmerne. Da det stod klart, at de netop fik denne position, var de andre partiledere hurtige ude og kommentere på, at “så var 12,6 procent (som det endelig tal blev, da alle stemmer blev talt op) heller ikke mere og ikke et udtryk for en hel nations højredrejning. Men det står stadig fast, at man nu har fået et parti i “Bundestag”, der er mere konservativ end selve “Die Union” (en betegnelse for både CDU og CSU – der begge er kristdemokratiske, men hvor CSU primært er at finde i Bayern.

Selvfølgelig har dette en betydning for selve parlamentets arbejde. Nu sidder der altså en fraktion på omkring 90 mandater ud af de 703 pladser, der er i dette parlament (modsat DK, skifter antallet af mandater, efter hvert valg, grundet de meget omstændelige valgregler, der er i Tyskland) Aldrig har der været så mange “MdB” (Mitglieder des Deutschen Bundestags”.

FDP, under den karismatiske Christian Lindner som partileder, fik et flot comeback til forbundsdagen, hvor de ikke har været repræsenteret siden 2013, hvor partiet fik 4,8 procent af stemmerne og måtte forlade parlamentet. 5 procent er spærregrænsen i Tyskland. Det er selvfølgelig en succes og en flot fremgang. FDP har gennem mange år spillet en afgørende rolle for skiftende regeringer i Tyskland. Måske nærmest samme rolle som de radikale havde i Danmark gennem nogle årtier. Lindner har ment, at Tyskland har brug for en borgerlig opposition til den store koalition, der siden 2013 har bestået af unionen og SPD. Denne regering er nu ikke længere en mulighed, jo rent matematisk, men lederen Martin Schulz – nyvalgt formand for de tyske socialdemokrater i 2017 – har udelukket en ny periode med SPD i regeringen. Deres valgresultat var det dårligste siden grundlæggelsen af Tyskland i 1949.

Tilbage står nu opgaven i at danne en stabil regering. Angela Merkels CDU og Horst Seehofers CSU fik ligeledes et dårligt valg, og det gør, at de matematiske muligheder for at finde en eller flere koalitionspartnere er vanskeliggjort. Partiet Linke er ikke en mulighed i en borgerlig regering, da de er arvtager af resterne af PDS og stumperne af SED, begge tidligere partier, der havde deres berettigelse i DDR. Socialdemokraterne har også svært ved at skulle indgå i et regeringssamarbejde, da højrefløjen i SPD ikke ønsker det, man på tysk kalder Rot-Rote Regierung.

Tilbage står Die Grünen, som er Tysklands miljøparti, og som sådan har tråde, der trækker lidt i SF og Alternativet i DK. De har aldrig været rigtig store, men har haft deres indflydelse som regeringsparti tilbage til Gerhard Schröder, der var leder af SPD og som overtog kanslerstolen i 1998 efter Helmut Kohl. Schröder dannede regering med de grønne frem til 2005, hvor så Merkel tog over og dannede en stor koalition med netop Schröders socialdemokrater – en kende pinligt for ham, men det er en helt anden historie.

Flygtningekrisen gav ridser i lakken. Angela Merkel, der ellers står som en urokkelig søjle i det billede, der tegnes af hendes tid som kansler, udtalte de berømte ord “Wir schaffen das” (Vi klarer det) i forhold til at kunne rumme de knap 1 million flygtninge, der kom til Tyskland. Store dele af landet mente noget andet, i særdeleshed de lande der før udgjorde Østtyskland. De føler sig ladt i stikken siden genforeningen og kæmper med arbejdsløshed, hjerneflugt og manglende investeringer i deres regioner. Folk er gået på gaden og har krævet Merkels afgang. Dette blev også et resultat ved valget den 24. september, hvor netop SPD, CDU/CSU har fået nogle markante lussinger, og man nu trænger til at få trygheden tilbage.

Som status er nu i november 2017, sonderer CDU/CSU sammen med FDP og die Grünen, og man vil prøve og nå hinanden. Det er en regering, der aldrig tidligere har været prøvet af, netop fordi der er markante forskelle på den politik, som føres på miljø og energi samt flygtninge og integration blandt de ovenstående partier.

“Jamaika” koalitionen, som den kaldes i Tyskland. Dette skyldes de farver, der indgår i Jamaicas flag, som er de samme partifarver

CDU/CSU: sort

FDP: gul

Grüne: grøn

I skrivende stund tegner der sig et billede af, at man ihærdigt vil nå hinanden i disse samtaler og lykkes det ikke, så er der atter bud efter SPD. Det kan dog være, at partiet, grundet deres dårlige valg, fastholder deres signal om IKKE at indgå i en regering. Det kunne betyde et nyvalg i Tyskland. Nogle aviser nævner det og visse kommentatorer kræver det, men det ville være rigtig usundt i disse usikre tider, og det kan også få nogle andre følger for det tyske demokrati, nemlig at AfD vokser endnu mere, og så er tonerne fra valgaftenen i spil igen.. og denne gang kan de få andre udfald, der betyder at flere i frustration stemmer på dette nye parti.

Lost Password

Please enter your username or email address. You will receive a link to create a new password via email.

Videre til værktøjslinje